TITEL: Fra vogterdreng til anerkendt kunstner
HVAD: Foredrag om Anders Bundgaard

HVEM: Guide og forfatter Lars Rigborg
HVORNÅR: 19. januar kl. 19:00

HVOR: Rebildcentret, Røde Møllevej 4, 9520 Skørping
PRIS: 65 kr.

Tirsdag den 19. januar kan du komme med på en eventyrlig rejse, som følger træskomagerens bette Anders fra fattig vogterdreng i Ersted til internationalt anerkendt billedhugger og ridder af Dannebrog. Lars Rigborg, som er guide i Bundgaards eget museum i Thingbæk Kalkminer og forfatter til portrætbogen ”Det er dejligt at leve”, fører an på aftenens tidsrejse. Og det bliver ikke kedeligt, for Rigborg er ikke alene en utrættelig forsker, der bliver ved med at hale nye detaljer om billedhuggeren ud af glemslens tåger, han er også en underholdende formidler. Portrætbogen om Anders Bundgaard er udsolgt og bliver ikke genoptrykt i den oprindelige version. Rigborg har - primært fra sin løbende kontakt med billedhuggerens efterkommere - fået så mange nye oplysninger og billeder, at det kalder på en ny og udvidet udgave af bogen.

Anders Bundgaard er ophavsmand til mange smukke værker i det offentlige rum heriblandt Danmarks største monument, Gefionspringvandet på Langelinie og Cimbrertyren i Aalborg. Billedhuggeren havde sit primære virke i hovedstaden, men elskede sin fødeegn, hvor han tog initiativ til at oprette kunstnerkolonien Ørnebjerg. Senere købte han Thingbæk Møllegård og startede et mindre industrieventyr ved at udnytte kalken i bakken bag gården. Industriens æra i Thingbæk vil Rigborg og kollegerne i Rebildcentret gerne vide meget mere om, og derfor har de planlagt en hyggelig dialogaften i centret den 18. februar. Den aften vil der blive vist gamle billeder både fra minen og kalkværk, og forhåbentlig vil de fremmødte dele erindringer og overleveringer om kalkproduktionen i Thingbæk.

Samskabelse og nye input er altid velkomne i Rebildcentret, men på tirsdag kan du blot læne dig tilbage, slå ørerne ud og nyde rejsen i fodsporene på egnens stor kunstner.