HVAD: Lysfest med luciaoptog og musikalsk eventyr
HVEM: Trompetist Per Iversen og Klarup Skolekor
HVOR: Thingbæk Kalkminer
DATO: Søndag den 9. december 2018
PRIS: Voksne kr. 90,-  Børn kr. 45,-

OBS: Der kan ikke reserveres billet,
men kom i god tid, inden de musikalske indslag.

 

 
DAGENS PROGRAM:
10:00: Minerne og udstillingerne i velkomstbygningen åbner
11:00: De 3.000 levende lys bliver tændt
13:00: Musikalsk eventyr for børn ved trompetist Per Iversen
1
3:30: Luciaoptog ved Klarup Skolekor
14:30: Musikalsk eventyr for børn ved trompetist Per Iversen
15:00: Luciaoptog ved Klarup Skolekor

16:00: Porten til kalkminerne lukkes
17:00: Rebildcentrets velkomstbygning lukker
 
 
 

For mange nordjyder er det blevet en fast tradition at fejre Sankta Lucia under jorden. I år er der en ekstra god grund til at tage familien med til Rebildcentret, når der 2. søndag i advent er lysfest med luciaoptog og underholdning i Thingbæk Kalkminer.

Julekalenderen ”Tvillingerne og Julemanden”, som TV2 genudsender i år er optaget på flere forskellige lokaliteter i Nordjylland. Centrale episoder i historien foregår i Thingbæk Kalkminer. Her holder en ældgamle orden ceremoni, her farer tvillingerne vildt og her låser en ond julehader selveste julemanden inde i ”Udvandrergrotten”.

Ved lysfesten den 9. december kan du udforske de underjordiske grotter og gange, hvor Lars Hjortshøj, Nikolaj Kopernikus og resten af filmholdet arbejdede tilbage i 2013. Som man kan opleve i julekalenderen, er minerne smukke i sig selv, med der sker noget ganske særligt, når det elektriske lys slukkes og 3.000 levende lys bliver tændt. Flammerne skaber nye, intime rum i det underjordiske og kaster dansende skær over Anders Bundgaard og Carl Johan Bonnesens skulpturer, som er udstillet permanent i minen. Du kan hjælpe med at skrue op for julestemningen, hvis du kommer til Thingbæk ved 11-tiden, hvor de levende lys bliver tændt.

Ved lysfesterne er der som regel mange gæster i Rebildcentret.  Det er derfor en god idé at møde op og købe billet i god tid, inden den musikalske underholdning starter. Tidligere solotrompetist, Per Iversen bestiger den underjordiske scene i Thingbæk Kalkminer kl. 13:00 for at underholde børnene med musikalske eventyr. Når stilheden derefter har sænket sig, vil hvidklædte piger fra Klarup Skoles Kor vandre syngende gennem minen og til sidst tage opstilling på scenen, hvor de vil fremføre et par ekstra sange. De fleste, som har overværet luciaoptog i Thingbæk Kalkminer, vil nok bekræfte, at det er en ganske særlig oplevelse. For at give alle gæster en god oplevelse gentages programmet i minen igen med start kl. 14:30.

I Rebildcentrets lune velkomstbygning kan du studere nogle af de fine rekvisitter, som blev brugt ved optagelserne af TV2-julekalenderens scener i Hirtshals Fyr, som i fortællingen bebos af julehaderen Dr. Schwartz. Tjenestepigens hemmelige juleskab i fyrtårnets køkken har nu fundet vej til Rebildcentret, hvor det er blevet pyntet op igen med lys og den originale julepynt. I velkomstbygningen kan du også se ”Heksens Værksted”, miniudstillingen om ”Røverne i Himmerland” og den store udstilling om ”Den Kolde Krig” og ”Imens vi venter på Regan Vest”.