TITEL: Kilder Skov Bakker
HVAD: Udstilling
HVEM: Danske kunstnere for natur og miljø

VORNÅR: 22. juni - 11. august 2019
HVOR: Rebildcentret, Røde Møllevej 4, 9520 Skørping

 

REBILDS NATUR SET GENNEM KUNSTNERØJNE

I forsommeren 2018 inviterede Rebild Kommune 13 medlemmer af ”Danske kunstnere for natur og miljø”  på en uges ophold. Kunstnere drog ud i landskabet med skitseblok og kikkert, tegnede og malede. I løbet af efteråret har de bearbejdet deres indtryk, og nu er værkerne klar til udstilling. Kunstnerne inspireres alle af dyreliv, planter og landskaber, og flere af dem har en professionel baggrund som biolog, lærer eller naturvejleder. Udstillerne anvender forskellige teknikker og udtrykker sig i maleri, tegning, akvarel, tusch, stentryk og keramik.

 

ET UDVALG AF VÆRKERNE ER MED I EN BOG

Naturkunstnerne har gennem mange år kombineret deres udstillinger med en bogudgivelse. Det sker også denne gang, hvor Rebild Kommune har bedt naturvejleder Søren Risborg, biolog Karen Clausager og amatørornitolog Karsten Vestergaard om at skrive uddybende tekster om for eksempel orkideer, purkerbøge, sortspætter og Rebild Bakkers geologi. Bogen er på den måde ikke blot en billedbog, man kan bladre i. Man kan også fordybe sig i den underholdende tekst og blive klogere på Rebilds natur. Forfatter og forlægger Henrik Bugge Mortensen har stået for bogens tilrettelæggelse og den overordnede redaktion. Flemming Christensens Fond, Mekoprint, Hagens Fjedre, Business Park Nord og Rebildcentret har støttet bogudgivelsen.

 

OM UDSTILLINGEN

Ved åbningen af udstillingen den 22. juni er der gratis adgang. Derefter og frem til udstillingen lukker den 11. august skal der betales entré. Ferniseringen den 22. juni markeres med taler af borgmester Leon Sebbelin, kunstner Westy Espensen og tekstforfatter Karsten Vestergaard. Bliver man så begejstret for en tegning, en akvarel eller et maleri, at man absolut må eje det, er der en løsning på det. De udstillede værker er til salg.