GEOLOGI FOR ALLE
Hvis du besøger os søndag den 18. september, får du ekstra oplevelser og viden med til almindelig billetpris.
Voksne: kr. 65,-
Børn 6 - 14 år: kr. 30,-
HVAD: Geologisk familiedag
HVORNÅR: Søndag den 18. september kl. 10:00 - 13:30
HVOR: Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer og Skillingbro Kridtgrav
PRIS: Voksne: kr. 65,- Børn: kr. 30,-
Billetten giver også adgang til Thingbæk Kalkminer og udstillingerne i velkomstbygningen.
LANDSDÆKKENDE FEJRING AF GEOLOGIEN
Geologiens Dage, som afholdes i den kommende weekend, er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor geologer, naturvejledere og museer står parat med tilbud om ture, rundvisninger og udstillinger i hele landet. De mange arrangementer giver tilsammen et godt billede af Danmarks geologiske historie gennem 1 ½ milliard år - fra Bornholms granitter, over kalk- og molerklinter i syd og nord til istidens landskaber og nutidens aktive kystdannelser. Den Danske Nationalkomite for Geologi står for koordinering af dagene i samarbejde med de geologiske forskningsinstitutioner og Dansk Geologisk Forening.
FAMILIEDAG I LOKALT GEOLOGISK HOT SPOT
Himmerland er rig på interessante geologiske fænomener, og specielt omkring Gravlev Ådal er der meget at se nærmere på, hvis man vil vide, hvorfor landet ser ud, som det gør. Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer har derfor sammen med lokale geologi-entusiaster og geologen Kirstine Skov Nielsen fra Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning planlagt et arrangement søndag den 18. september. Og det er ikke kun for geologi-nørder. Arrangementet er nemlig tilrettelagt, så det egner sig særlig godt til børnefamilier, men alle er naturligvis velkomne. Det koster 65 kr. for voksne og 30 kr. for børn at deltage. Billetten giver også adgang til udstillingerne ”Nye Horisonter” og ”Portræt af Ørnebjerg” i Rebildcentrets velkomstbygning. Det var især de interessante istidslandskaber og dermed geologien, der trak Ørnebjergmalerne til vores egn for godt 100 år siden – et eksempel på, at landskab, natur og kultur hænger uløseligt sammen. Udstillingerne tages ned den 26. september.
FÅ FORTIDEN OP UNDER NEGLENE
Fra kalkbjergets top vil Kirstine Skov Nielsen vise deltagerne den smukke udsigt til Rebild Bakker (inkl. Ørnebjerg) og fortælle, hvordan bakkerne og ådalen blev dannet under sidste istid. Den underliggende og flere millioner år gamle kalk studeres på klods hold i Thingbæk Kalkminer, og inde i den gamle kalkovn bliver der fortalt om kalkbrænding og kemi. Arrangementet slutter i Skillingbro Kalkgrav, hvor jagten på fossiler som hajtænder og søliljer går ind med deltagernes medbragte hamre. Inden da er der indlagt en frokostpause, så både børn og voksne kan samle energi til arbejdet.
VÆR BEREDT
Da arrangementet foregår på to lokaliteter, er det tilrådeligt at medbringe cykel eller bil. Har du intet køretøj, får du et lift af arrangørerne. Ud over madpakke, drikkevarer, hammer og evt. sikkerhedsbriller og handsker er det en god idé at udstyre sig med varmt tøj og robust fodtøj. Der er kun 8 grader i kalkminerne hele året rundt.