ET NOGET ALTERNATIVT GRUNDLOVSMØDE

med Torsten Gejl, Mikael K og Tulle Ruth

HVOR: VED INDGANGEN TIL THINGBÆK KALKMINER
HVORNÅR: 5. JUNI KL. 13:00
PRIS: GRATIS
ARRANGØR: REBILDCENTRET

For tredje år i træk holder Rebildcentret grundlovsmøde i det fri ved indgangen til Thingbæk Kalkminer. I år bliver det et noget alternativt grundlovsmøde.

Lyd- og land art-kunstneren Tulle Ruth byder gæsterne velkommen med toner fra sin vinddrevne lirekasse, som har været udstillet i Rebildcentret hele foråret. Nu kan det opfindsomme instrument opleves i fuld funktion - hvis der altså er vind til sejlet. Tulle Ruth er også kvinden bag fænomenet Drive In for Lydkunst, som åbnes ved Rute 180 på Tveden i Rold Skov dagen forinden.

Klokken 13:30 bestiger Torsten Gejl fra Alternativet talerstolen, hvorfra det nordjyske folketingsmedlem har smuk udsigt over gæsterne, Gravlevdalen og Rold Skov. Fra tilhørerrækkerne er der en anderledes urban udsigt. Jacob Fuglsang Mikkelsens store CO2-relief, som viser en rute gennem Københavns gader, fungerer i dagens anledning som bagtæppe for taleren. Ligesom Tulle Ruths lirekasse er relieffet en del af udstillingen KLIMAKUNST, som har sidste åbningsdag netop den 5. juni.

Efter årets grundlovstale er der musikalsk optræden ved Mikael K og mulighed for at købe kaffe, the, øl og sodavand.

Efter hundredevis af vellykkede koncerter rundt om i landet med orkestret Klondyke tager sangskriver og sanger Mikael K kun ud og optræder ved meget få koncerter i 2016. Han er alene på scenen med sine instrumenter, sine vedkommende anekdoter og de historiefortællende sange.  Under grundlovsmødet spiller han sange fra det efterhånden store bagkatalog, men vil også præsentere nye sange, som han for tiden går og arbejder med i landlige omgivelser nær Børglum i Vendsyssel.

Den nordjyske trubadur har med sit band Klondyke 6 anmelderroste albums på samvittigheden. Det seneste “SANGE FRA NORD” udkom i maj 2014 og er en samling musikalske portrætter af levende nordjyder. Der er således både sange om en bokser, en gøgler, en sømandsenke og en sang om vores lokale heks Dannie Druehyld, som har værksted i Rebildcentret. På grundlovsdag får Mikael K lejlighed til at aflevere sin hyldes direkte og personligt til hele Himmerlands hagadisse. 

Hvis vejret er godt, vil arrangører og gæster traditionen tro bestige kalkbjerget, som billedhuggeren Anders Bundgaard begyndte at udgrave for 90 år siden. 9 år senere var der fjernet så meget kalk fra minen, at Bundgaard kunne åbne sit eget skulpturmuseum i kalkbjergets indre.

Når gæsterne ved grundlovsmødet anno 2016 når op på bjergets top, kan de nyde egnens bedste udsigt til Rebild Bakker. Traditionen tro vil selskabet i fællesskab synge en hyldest til landskabet og den danske sommer – og mon ikke Mikael K vil synge for?

I tilfælde af regnvejr flyttes arrangementet indenfor i Rebildcentret.

Der er gratis adgang til grundlovsmødet. Vil du også opleve Thingbæk Kalkminer og udstillingen KLIMAKUNST, kan billetten købes i velkomstbygningen. Voksne: kr. 65,- Børn: kr. 30,-